It is morning and Zlatan wakes up. He goes out in the kitchen. Makes a cup of Café Noir. His eyes pupils widen. Then he goes into the gym room and begins to hammer on the punchbag. At the third kick he splits it in two and he looks disappointed on the inner materials falling out on the floor.

He gets dressed and packs his sportbag. Fills it in the trunk of his sport car. He puts on his sunglasses and steps on the gas pedal. The car flies out of the driveway. The road coves. When he thunders through the second turn a police car turns on the sirens and begins to pursue him from a byway.

Zlatan looks in the rearview mirror and laughs. He kicks the speeder full throttle and the police car disappears in the horizon.

Then he arrives at the training facility.

The first exercise is sprint training and Zlatan outruns everyone with a large margin including Marcus Rashford.

They have a lunchbrake and Zlatan takes his second cup of Café Noir.

Then they have an exersice with the aim of holding on to the ball while the defenders tries to get it back. It's focusing on dribbling skills and technique. Zlatan outperform them all and the ball sticks to his feet like flies on gluepaper and nobody can get it away from him. Mourinho opens his eyes wide and stare at Zlatan in surprise.

After training Zlatan stays to do some selfpractice. He begins to kick the ball after the lintel on the goalframe. He hits it in the first attempt and it bounces back whereafter Zlatan kicks it back with a volley. He continues to kick the ball back and forth hitting the intel in every attempt.

The kids and young fans gathered at the training facility are overexcited.

Then he returns home. He turns on his computer and does some surfing on the web.

”Dinner is ready” His girlfriend has prepared some pasta.

They sit down at the table.

”How has the day been?”

”Excellent. I just fell over this new theoretical physics theory at the web.”

Zlatans girlfriend looks a bit surprised.

”It's called M-Theory. It explains how everything in the universe works from the smallest to the largest scale. You need 11 dimensions to understand it instead of 3. So we have the three common spatial dimensions. Then you have time and gravity as number 4 and 5. Finally we have 6-dimensional manifolds made up of vibrant energy. The physicists calls them Calabi Yau-manifolds. They make up and seperate the various quantum mechanical realities from eachother in an infinite multiverse having time and gravity working across the multiple realms. It is really interesting.”

Zlatans girlfriend looks at him with her mouth open.

Then Zlatan turns on the TV. It is a documentary about extraordinary people on National Geographic. His girlfriend brings him a cup of Café Noir. Zlatan takes a sip. Then he looks at her roguishly with a bold glint in the eye.

The scene moves to the closed door into Zlatans bedroom. The bed creaks loud and fast behind the door and you can hear his girlfriend loud and clearly.

Punchline

”Cafe Noir. Then you can also perform like Zlatan.”

Sensommeren i kejserens navn. De blå skyer på himlen kender ikke sin plads. Byttet rundt indtil vi forstår.

En dag blev det sommer igen. Vi troede det var umuligt. Som om intet var hent.

Blomster og bier finder hinanden. Nuttet og blød. Som en cirkusprinsesse, der gribes af en akrobat. I trapez højt over jorden.

En dag blev det sommer igen. Vi troede det var umuligt. Som om intet var hent.

Maskinerne moser sig igennem det mørkegule hav. Jordens mad. Pigerne til festen danser med blomster i håret. Fjernt fra storbyen.

En dag blev det sommer igen. Vi troede det var umuligt. Som om intet var hent.

Bilen triller ind af indkørslen. Turen til Gilleleje fra Østerbro var forløbet i mere eller mindre tavshed. En enkelt gang havde hun spurgt, om han havde husket at give den mindste flyverdragten med, og om han havde husket at pakke allergimedicinen til den største, da han havde afleveret dem hos farmoderen.

Han kunne mærke irritationen ved spørgsmålet. Havde haft lyst til at svare, at selvfølgelig havde han husket tingene. Hvad regnede hun ham for? Men det blev blot til et forsagt:

”Ja. Jeg har husket det.”

Derefter havde en knugende stilhed hersket, og han havde tændt radioen. Det første nummer var ”Efterår” med Ray Dee Ohh.

Han var gået med til at tage i sommerhus med Camilla. Problemerne havde hobet sig op det seneste stykke tid, og hun ville gerne have en weekend, hvor de rigtig kunne få snakket ud i fred og ro.

Han drejer nøglen om. Motoren slukker, og han går om til bagagerummet og tager sengetøjet ud, samt en flaske vin.

De går ind og begynder at sætte ting på plads. Han tænder for strømmen og tjekker relæet. Går ind i stuen og åbner for TV'et.

Først er der Sporløs på DR. Værten fortæller om manden Michael, som pludselig havde forladt kone og børn. Nu peger sporrene mod Mellemamerika. Han skifter kanal. På TV2 NEWS er der stor fuore omkring et bandeskyderi på Nørrebro. Ikke særlig interessant. Han slukker igen. Sidder og betragter sceneriet gennem det store vindue, der går fra gulv til loft. Det rusker og blæser. Han betragter en enlig havmåge, som kæmper med elementerne. Den basker febrilsk med vingerne, men står alligevel næsten stille i modvinden. Han kommer til at tænke på Jonathan Livingston Havmåge, skrevet af Richard Bach. Mågen Jonathan drømte om at sætte fartrekorder som en vandrefalk. De andre måger så skævt til ham, fordi han forsøgte at trodse sin egen fysik. Men havmågen spekulerede ikke over, om det var muligt eller korrekt adfærd for en måde. Han lagde bare vingerne tæt ind til kroppen og styrtdykkede. Gjorde det bare. Og det lykkedes.

”Jeg kører ned og køber ind til aftensmaden,” han hører bilen starte.

Så går han ud i entréen og tager overtøj på. Hurtigt når han stranden. Der er bølgeskum i strandkanten. I det fjerne kan han se det lille fyrtårn. Et ungt par kommer imod ham med hinanden arm i arm. Ser glade ud. Han nikker, og de smiler tilbage. ”Der er nogen der kan,” tænker han. Så når han fyrtårnet. En lille vindeltrappe snor sig op af ydersiden, og han begynder opstigningen trin for trin. Når podiet øverst oppe. Forsøger døren ind i fyret, men den er selvfølgelig låst. Vinden er taget til. Han holder fast i gelænderet, og knoerne bliver hvide. Stirrer ud i horisonten. Himmel og hav står i ét. Et faretruende og gråt kaotisk virvar. Han vender sig om, og er på vej ned, da han ser en skikkelse på vej op af trappen.

”Nå. Er der dig Christian?”

Så genkender han ham.

”Hej Lasse.” Det er den lokale strandfoged.

”Du er ellers kommet ud i noget uvejr. Vil du ikke med ind og have en kop te?”

”Jo tak.”

Lasse holder til i en lav stråtækt strandgård.

”Kom ind og få varmen.” De sætter sig ved bordet.

”Ja, jeg så nogen gå op til fyret og tænkte, jeg lige måtte hilse på. Det er ellers længe siden man har set dig på disse kanter.”

”Ja, Camilla har jo så travlt. Det har været lidt svært at få det til at passe sammen.”

”Nå, ser man det.” Lasse studerer ham lidt.

Christian og Camilla plejede at tilbringe en uges tid i sommerhuset, hver sommer. Men de sidste par år havde de haft andre planer. En storbyferie til Paris og en ødegårdsferie i Sverige. Christian havde arvet sommerhuset af sine bedsteforældre. Som barn havde han tilbragt næsten hver sommer her. Lasse var en af de lokale drenge, og de havde været sommerferie kammerater. Siden var Lasse blevet boende og fik jobbet som den lokale strandfoged.

”Hvordan går det ellers med fyret?”

”Ja, fyret er jo nedlagt i dag. Men det er fredet, og jeg skal stadig holde det i gang. Én gang om måneden tænder jeg det. Og så skal det også males, når det bliver forår. Stråtaget på gården er godt lavet. Så det varer nogle år, før det skal skiftes. Hvad med Camilla og ungerne?”

”Camilla har gang i mange ting. Hun er jo arkitekt og var med til at designe skuespilhuset over for Operaen og restaurant Noma. Og hun har også været med til nogle andre projekter i Ørestaden.”

”Og de to små?”

”De er hos min mor.”

Lasse kigger interesseret på ham. Så kigger han væk.

De sludrer lidt over teen. Pludselig ser Christian på sit ur. Der er gået over en time.

”Hold da op. Jeg må vist se at komme tilbage. Vi har ikke spist endnu.”

”Du må hilse hende.”

Han strider sig tilbage igennem vinden. Sætter skoene og går ind i køkkenet.

”Hvor har du været?” Camilla kigger anklagende på ham.

”Jeg gik ned til fyret. Der mødte jeg Lasse. Jeg skulle hilse.”

Camilla bakser med maden. Hun arbejder med hurtige, målrettede bevægelser. Det er blevet til pasta med basilikum pesto. Skeer og gryder klirer og ramler hidsigt.

”Vil du dække op?”

”Jo.”

Han finder tallerkner, bestik og glas frem. De sætter sig.

”Det smager godt.”

”Hvordan går det med bogen?”

Christian havde udgivet en roman for nogle år siden, som havde solgt ganske godt og fået anmelder roser. Så havde han sagt sig job op som lektor i historie for at hellige sig skriveriet. Bog nummer to gik knap så godt. Nu sled han med det tredje udkast, men det gik trægt, var lidt fantasiløst, og han havde ikke tidligere oplevet en lignende krise i skriveriet.

”Det glider ikke så hurtigt fremad desværre.”

”Hvad siger Gerhard?” Gerhard er Christians forlægger.

”At jeg skal levere mindst 200 sider senest til november. Ellers er vi nødt til at opsige samarbejdet.”

”Du ved godt, at vi ikke kan leve af min indtægt alene. Den økonomiske krise har sat næsten alt nyt byggeri i bero.”

”Jeg ved det godt.”

De spiser færdig i tavshed.

Christian tager opvasken. Bagefter går han ind i stuen. Camilla sidder med en bog i sofaen med fødderne trukket op under sig. Hun kigger op.

”Vi er nødt til at snakke.” Hun ser på ham med et uudgrundeligt udtryk. Er det en blanding af sorg og medynk, men måske også noget der kunne være spot?

”Ok.” Han sætter sig i stolen over for hende.

”Jeg har været sammen med en anden.”

Ordene virker uvirkelige. Som om de ikke rigtig kan bundfæste sig. Han kigger på hende.

”Hører du hvad jeg siger? Jeg har været sammen med en anden.”

”Hvem er det?”

”Kan det ikke være lige meget?”

”Jeg vil gerne vide, hvem det er.”

”Det er Tobias fra arbejdet.”

”Din chef i tegnestuen?”

”Ja. Det her går ikke længere. Jeg troede vi kunne få det talt igennem, men jeg tror ikke på det alligevel. Jeg har tænkt mig at flytte, når vi kommer hjem.” Hendes ordstrøm flyder hurtigt og afmålt. Hun må have tænkt det igennem i forvejen. ”Vi kan sikkert finde en fornuftig ordning med børnene, så de ikke skal skifte skole. Hvis jeg er heldig finder jeg en anden lejlighed på Østerbro.”

Han hører ikke længere, hvad hun siger. Han overvældes af noget kraftigt som en udefrakommende naturkraft. Hænderne ryster. Han rejser sig op, og træder et skridt hen imod hende.”

”Christian?” Camilla kigger overrasket på ham.

- - -

Det næste han husker er, at han står foroverbøjet uden for sommerhuset. Han kaster op. Vinden har lagt sig en anelse. Lyset skinner ud på fortrappen inde fra entréen. Han vakler videre. Lader døren stå åben. Ned mod stranden. Skal væk. Han ser strandgården i det fjerne, og fortsætter.

Han banker på med knyttede næver. Døren åbner sig.

”Nå, jamen er det... men Gud, Christian.. hvad er der dog sket?”

”Lasse. Jeg har brug for hjælp...”  

Is it only but a bad dream? A sick fantasy spawned by a crazy mind. Will I wake up one day and realize that it is all over? All forgotten? All forgiven? Over. How can I refer back to it? 10 years gone.. Cut the string to the past. No remorse. No turning back. Or will it grow in my mind like suppressed cancer? That devours everything. Maybe let it go like a hurt ally cat that follows it's own path. Maybe it had it all figured out in advance. I hear the water boiling. Ready for tea.

- Jakob Rerup

Luften er tung af vanddamp. Den buldrende lyd af vand der forsvinder i afgrunden rammer mellemgulvet med en dyb rumlen. Han kigger ud over gelænderet på de voldsomme vandmasser. Det tordner og giver et sug i maven. En lille sommerfugl flakser gennem det farefulde tæppe af fortættet væske og sætter sig på gelænderet. Den er grøn. Fuldstændig og helt og aldeles smaragdgrøn. Signalerer med vingerne, der åbner og lukker sig over dens ryg i et stødt tempo. Vil den fortælle ham noget? Han rækker ud med hånden og sætter den tæt ved det lille væsen. Dens nektarsøgende snabel folder sig ud. Vejrer situationen. Så kravler den op på hans finger. Han hæver hånden op mod solen. Den skinner gennem de transparente og silketynde vinger. Lyset brydes af de ornamentariske strukturer. Måske er det blodårer eller en slags små led i vingerne. Så ser han broen. En buet illusorisk konstruktion, der strækker sig hen over det buldrende dyb. I et farvespektrum der går fra violet, kongeblå og turkis over grøn, gylden, orange og slutteligt rød. En længsel griber ham, og han forcerer det lave hegn. Som i trance tager han et skridt ud på broen af farver. Måske ligger svaret på den anden side. Foden forsvinder i det rislende kølige vand. Ænser ikke faren og overhører skriget. Han tager et skridt mere og er væk.

- Jakob Rerup